Snart sker der en væsentlig ændring af erhvervs-organisationerne i Køge kommune.
Og derfor skal du være medlem af FLEK
21.11.2017
Formand for FLEK statsaut. revisor Carl-Johan Juul Jensen orienterer her om ændringerne i organiseringen af erhvervsarbejdet i Køge kommune:
Formålet med vores forening FLEK – Foreningen af Liberale Erhvervsdrivende i Køge – er basalt set to ting:
- at vælge en repræsentant til Køge Erhvervsudviklingsråd - KEUR
- at varetage forhold af fælles interesse for de liberale erhvervsdrivendes interesser i enhver henseende
KEUR vælger 6 ud af 9 bestyrelsesmedlemmer i Fonden Connect Køge og da KEUR kun består af 19 medlemmer pt. – hvoraf FLEK er det ene - vil det være en oplagt mulighed for, at sikre sig indflydelse på Køges erhvervsudvikling igennem Fonden Connect Køge.
KEUR og Fonden Connect Køge
Der er sket en væsentlig ændring i organisationen af KEUR. Det er besluttet at samle en række institutioner og foreninger omkring erhverv og turisme i Køge i en ny organisation Fonden Connect Køge.
Fonden Connect Køge vil overtage ansvaret og driften af aktiviteterne i Køge Erhvervsservice, herunder Vækstfabrikken Køge, Køge Bugt Erhvervscenter, VisitKøge og opgaver i relation til turisme samt drift af det nuværende turistkontor.
Herudover vil Fonden Connect Køge varetage internationale projekter og koordinering heraf mellem erhverv, uddannelsesinstitutioner og Køge Kommune. Endelig vil Fonden Connect Køge forestå PR-interesser og branding af Køge overfor nationale og internationale interesser, investorer mv.
Aktiviteterne i det nuværende KEUR vil i stort omfang blive overført til Fonden Connect Køge. Budgettet i den nye organisation er i størrelsesordene kr. 8 – 10 mio. kr.
Et medlemskab af FLEK er derfor den mest direkte vej til indflydelse på erhvervsudviklingen i Køge. Og kontingentet er pt. kun kr. 200.- pr. år.
FLEK og Køge Arbejdsgiver Netværk
indgår strategisk alliance
22.06.2015
Køge Arbejdsgiver Netværk (KAN) har besluttet, at gå i spidsen for en mere koordineret og markant indsats på vegne af erhvervslivet i Køge.
Første skridt i denne proces blev taget forleden, da bestyrelserne for KAN og FLEK (Foreningen af Liberale Erhverv i Køge) indgik en strategisk alliance, hvor de på en række områder vil samarbejde på vegne af erhvervslivet i Køge.
"FLEK er en naturlig samarbejdspartner for os", siger formand for KAN, John Pihlkjær, "vi vil gerne, på tværs af alle brancher, koordinere en indsats for at det lokale erhvervsliv får størst mulig glæde af de mange store projekter, der nu er på vej i kommunen, og via et samarbejde med FLEK, får vi en stor gruppering med i det basale arbejde".
"Vi har i en periode haft svært ved at mobilisere kræfterne blandt liberale erhvervsdrivende, men fik ved generalforsamlingen i april, en stærk bestyrelse på plads, og ser alliancen med KAN, som en rigtig god mulighed for at påvirke beslutningsprocesserne i Køge", supplerer formand for FLEK, Dorthe Westerdahl.
"Megen dialog og samarbejde med kommunen foregår i Køge Erhvervsudviklingsråd – her får vi en stærk platform med tilsammen 3 pladser. Men der skal også findes kræfter til at sætte de rigtige og relevante dagsordener, skabe en dialog om relevante emner, og sørge for en god kommunikation både internt og eksternt, så her hjælper det også med den strategiske alliance" slutter John Pihlkjær fra KAN.